Global maritim service flytter for at styrke aktiviteterne i Aalborg

Global maritim service flytter for at styrke aktiviteterne i Aalborg

Den globale maritime servicevirksomhed Kongsberg har indgået aftale med Port of Aalborg om opførelsen af et 1.700 m² stort lager i erhvervsparken i Aalborg Øst. Virksomheden leverer service til flere af verdens største rederier og flytter nu sine sidste aktiviteter væk fra det centrale Aalborg til byens østlige del.

Havnefronten i Aalborg midtby har gennem de seneste årtier gennemgået en markant forandring, hvor industrivirksomheder har forladt området for at finde nye udviklingsmuligheder – blandt andet i Aalborg Øst og i Port of Aalborgs erhvervspark.

Den internationale maritime virksomhed Kongsberg er blandt de virksomheder, der har flyttet fra midtbyen. I 2019 etablerede virksomheden nyt kontor og værksted hos Port of Aalborg, men lageret blev på daværende tidspunkt i det centrale Aalborg – det bliver der nu lavet om på.

Kongsberg har indgået aftale med Port of Aalborg om at leje 1.100 m² lagerplads i en nybygget 1.755 m² lagerbygning, som placeres ved siden af virksomhedens nuværende kontor og værksted.

Selvom vi får samme antal kvadratmeter som tidligere, er det stadig en stor fordel. Nærheden til vores øvrige faciliteter betyder, at vi sparer både tid og transportomkostninger. Vi kiggede også på andre muligheder, men denne placering er ideel for den logistiske effektivitet, siger Peter Studsbjerg, Managing Director hos Kongsberg.

I 2018 opkøbte Kongsberg Rolls-Royce Commercial Marine og dets serviceafdeling i Aalborg. Virksomhedens aktiviteter fortsatte uændret, og afdelingen servicerer i dag Kongsbergs produkter for flere af verdens største rederier. Det kræver dog stor lagerkapacitet til værktøj og reservedele.

Vi servicerer blandt andet enorme skibs- og yachtpropeller. Derfor har vi behov for meget lagerplads, så vi kan arbejde effektivt, når vi afmonterer og reparerer propellerne, fortæller Peter Studsbjerg.

Styrker vigtige samarbejder

Lagerplads, logistik og andre beliggenhedsmæssige fordele i erhvervsparken er ikke de eneste faktorer, der bidrager til at effektivisere Kongsbergs drift. Siden virksomheden etablerede sig i 2019, har den opbygget et netværk og samarbejde med flere andre virksomheder i området:

Vi samarbejder med mange aktører her. Siden vi flyttede til havnen, har vi blandt andet etableret et stærkt partnerskab med Maskinfabrikken Fuglsang, som vi benytter som underleverandør til opgaver, der er for store til vores eget maskinpark. Det har været meget værdifuldt for os at være placeret her, fortæller Peter Studsbjerg.

Hos Port of Aalborg glæder man sig over samarbejdet med Kongsberg:

Vores rolle er at skabe rammerne for, at virksomheder kan vokse og udvikle sig i et samarbejde, der gavner begge parter. Kongsberg er et fremragende eksempel på dette, og vi er glade for at kunne udvide samarbejdet med et helt nyt lagerbyggeri, siger Jeppe Faber, Commercial Manager, Real Estate hos Port of Aalborg.

Kongsbergs nye lagerbygning forventes færdiggjort i december i år.

For yderligere information, kontakt:

  • Jeppe Faber, Commercial Manager, Real Estate, Port of Aalborg A/S, tlf. +45 99 30 15 03, jfa@portofaalborg.com
  • Pressekontakt: Maja Thordahl Schou, Head of Branding & PR, Port of Aalborg A/S, tlf. 22 61 83 08, mts@portofaalborg.com
Facebook
Twitter
LinkedIn
Email